Jeg tænker på, hvordan man kan tage livet ud af et folk. Hvordan Putin beordrer sine soldater til at voldtage ukrainske kvinder, for på den måde at sprede sit russerblod, hvordan man har puttet spiraler op i grønlandske kvinder og dermed fraholdt folket, kulturen, samfundet at gro, det er det samme, det er det fucking samme, bare omvendt, og så tabet af et sprog, tabet af sit eget sprog, tabet af sin kolonimagts sprog. Og tabet af sit navn. Til morgen talte jeg med min veninde, hun fortalte, at hendes mor ikke måtte hedde sit grønlandske navn. Som 82-årig hjalp familien hende med at få det tilbage, det betød, at hun ikke kun følte sig, som den hun var, men at hun blev set, som den hun var. Det er i blikket fra andre, vi bliver til. Derfor blev så mange af de bortadopterede grønlandske børn gjort til danske, selvom de ikke var det.

Der er grønlandsk blod i min familie. Jeg er vokset op med julehilsen til Grønland. Jeg kan sige ’jeg er sulten’ og ’jeg elsker dig’ på grønlandsk, jeg elsker det grønlandske folk, det oprindelige amerikanske folk, samerne, det oprindelige australske og canadiske folk, jeg elsker bøsserne og transerne og sexarbejderne og romaerne og kassedamen og lagermedarbejderen og min muslimske nabo, min thailandske nabo, den tyrkiske pizzadame, min iranske ven, jeg elsker den hvidhudede seniorredaktør, min søn og dem fra Bornholm, min afdøde far, min afdøde mor, jyderne, nørderne, shamanerne, udvalgte præster, fuglene på altanen, månen, de gamle gule lokomotiver, kroppens forfald, fattigdommen, kameraet, den bidende kulde. Og tonedøvheden.

Intet kommer med lethed, ingen kærlighed modtages uden en bund af tillid, men hadet. Når det først har løsnet sig, så falder det tungt. Når hadet får et sprog, så kan det råbes ud.

Nu sidder jeg og venter på at få megafonen rettet lige mod hjernen. Når det sker, vil jeg være parat, og jeg vil forstå, hvorfor.