Da jeg var barn i halvfjerdserne var fotografering yderst populært blandt de voksne omkring mig, men ham, der satte det største aftryk, var min morfar. Hans kærlighed for stillfotografiet startede længe før de små Kodak Instamatic kameraer blev allemandseje, og gennem årrækker dokumenterede han minutiøst livet omkring sig; sine elskede, byen, landskabet, sig selv. Han havde et fantastisk øje, og hans fotos er alle små kunststykker.

Senere overtog min mormor i en sådan grad, at hendes egen fremtoning på billederne blev lidt mere sporadisk. Dog var min morfar, og andre i familien, gode til at tage kameraet fra hende, så hun fortsat blev repræsenteret. Men hun var ihærdig, og fotomapperne i stuen voksede lige til det sidste. Et helt livs fortælling, som jeg fra 1973 var så heldig at blive en del af. De mange fotoalbums var et samlingspunkt for familien, ligesom når morfar riggede lærred og dias fremviser til, og viste os den ene kassette efter den anden fyldt med lysbilleder. Begge dele var med til at styrke fortællingerne om det levede liv. Erindringspleje af den fælles historie.

Hos min mor var det til gengæld småt med dokumenteringen, det stoppede omkring min begyndende skolestart. De fotos, der findes inden da, har fået en stor betydning for min mulighed for at stykke min tidlige historie sammen, men det har også efterladt mig med mange ubesvarede spørgsmål, fordi der er store huller i dette visuelle landskab – og fordi, de fortællinger, der blev udlevet i denne del af mit barndomshjem, ikke var fortællinger, nogen havde lyst til at tale højt om. Det har senere fået mig til at indse betydningen af fotografiet som fundament for fortællingen, og dermed det erindrede. Måske forstod jeg, på baggrund af tabet af en del af min egen historie, allerede dette, da jeg som ung begyndte at interessere mig for at fotografere: en ubevidst insisteren på et erindringsforløb, der som et skelet kunne holde sammen på min kommende fremtid.

Udover fotografiets oplagte evne til at hjælpe min egen erindring på vej, og samle og sammensætte mit livs fortælling, så ønsker jeg at udtrykke et poetisk nærvær i fotografiet. Jeg er interesseret i en form for skønhed, som ofte gerne må pege på noget mørke. For som selv den uøvede fotograf ved, så bliver fotografiet skabt af lys og skygge – men mennesker er også lys og skygge, og det kræver et nysgerrigt og kærligt øje at få indblik i alle nuancerne.

Det kræver mod og insisteren virkelig at SE.