Fotografen spejlet i glasset fra et indrammet fotografi

Fotografens fortælling

Fotografiets fortælling er afgørende for det erindrede, her får du et indblik i en bid af min fortælling

Da jeg var barn i halvfjerdserne var fotografering yderst populært blandt flere af de voksne omkring mig, men den mest seriøse af dem var min morfar, der var startet længe før, de små Kodak Instamatic kameraer blev allemandseje. Gennem en årrække dokumenterede han minutiøst livet omkring sig, og samlede jævnligt hele familien til at se de fantastiske farvedias, han på den baggrund fik fremkaldt. Han havde et fantastisk øje, og hans fotos er alle små kunststykker.

Senere overtog min mormor i en sådan grad, at man nogle gange skal lede efter hende på billederne. Fotomapperne i stuen voksede lige til det sidste, et helt livs fortælling, som jeg er så heldig at være en del af. Hos min mor var det til gengæld meget småt med dokumenteringen, hvilket senere har fået mig til at indse betydningen af fotografiet som samlingspunkt og fundament for fortællingen, og dermed det erindrede.

I dag går det anderledes stærkt, alle dokumenterer med tablets og mobiltelefoner i én lang flydende strøm – men helst når vi er rynkefri og på ferie. Det betyder, at fotografiet ofte mister evnen til at mane til refleksion over de nuancer, der findes i vores liv, og vi formes i stedet af det fortravlede og ligegyldigt forførende udtryk.

Derfor er det mit ønske at kunne forfine og fange en poesi, men til tider også en råhed, i fotografiet; at søge at mane til en undersøgelse af øjeblikket – fordi vi mennesker bør være undersøgende med os selv og med hinanden. Vi skal verfe filtrene til side, være modige og turde SE.