Fotografens fortælling

Fotografiets fortælling er afgørende for det erindrede

Da jeg var barn i halvfjerdserne var fotografering yderst populært blandt flere af de voksne omkring mig, men den mest seriøse af dem var min morfar, der var startet længe før, de små Kodak Instamatic kameraer blev allemandseje. Gennem en årrække dokumenterede han minutiøst livet omkring sig, og samlede jævnligt hele familien til at se de fantastiske farvedias, han på den baggrund fik fremkaldt. Han havde et fantastisk øje, og hans fotos er alle små kunststykker.

Senere overtog min mormor i en sådan grad, at man skal lede efter hende på billederne. Hun var ihærdig, og fotomapperne i stuen voksede lige til det sidste. Et helt livs fortælling, som jeg er så heldig at være en del af. Hos min mor var det til gengæld småt med dokumenteringen, hvilket senere har fået mig til at indse betydningen af fotografiet som fundament for fortællingen, og dermed det erindrede.

I dag går det anderledes stærkt, alle dokumenterer med tablets og mobiltelefoner i én lang flydende strøm – men helst når vi er rynkefri og på ferie. Det betyder, at fotografiet ofte mister evnen til at mane til refleksion over de nuancer, der findes i vores liv, og vi formes i stedet af det fortravlede og ligegyldigt forførende udtryk.

Derfor er det mit ønske i stedet at skabe et poetisk nærvær – fordi vi mennesker bør være undersøgende med os selv og med hinanden. Vi skal verfe filtrene til side, være modige og turde SE.